C-ASH demonstrerer verdens første anlæg til CO₂-mineralisering i vulkansk aske og derigennem permanent lagring af kulstof på fast form tæt på biogene CO₂-kilder. Projektet kombinerer lavtryksinjektion af kulsyreholdigt vand, hurtig mineralisering og CO₂-fangst fra biogas og understøtter dermed skalerbar CO₂-fjernelse samt nye lokale værdikæder.
Projektet C‑ASH vil demonstrere en ny teknologi til lagring af CO2 som faste karbonatmineraler i undergrunden ved at etablere verdens første CO2‑mineraliseringsanlæg i vulkansk aske og udarbejde en køreplan for implementering i megatonskala. Teknologien kan levere lækagesikker, permanent mineralisering med en national kapacitet på 1–10 megatons CO₂ om året efter opskalering. CO₂ mineraliseres på land i nærhed af CO2-fangst, hvilket eliminerer behovet for transport af tryksat CO2 og muliggør sikker, modulær og omkostningseffektiv implementering.
Ved at koble eksisterende biogene CO2‑kilder til nærliggende mineralisering udvider projektet Danmarks CCUS‑infrastruktur markant og styrker den nationale indsats mod klimamålene for 2030 og 2050. Teknologien bidrager særligt til negative emissioner og fjernelse af allerede udledt CO2. Teknologien kombinerer tre nyskabende elementer: (1) injektion af vand med opløst CO₂ ved lavt tryk, (2) hurtig mineralisering muliggjort af askens naturlige egenskaber og (3) direkte integration CO2‑fangst fra biogasanlæg. De kommercielle perspektiver omfatter salg af CO2‑certifikater, styrkede lokale værdikæder og betydelige internationale skaleringsmuligheder