WaterSync gør det nemt for danske vandselskaber at dele og udnytte data fra produktion, distribution, forbrug og vandkvalitet.
Projektet udvikler en fælles, åben datamodel og en sikker, decentral dataplatform, hvor data forbliver hos den enkelte forsyning men kan tilgås efter klare regler. I fuldskala demonstrerer vi, hvordan bedre data kan reducere vandtab og forbrug, forebygge hændelser i vandkvaliteten og styrke dokumentation og rapportering. Løsningen skaber kortere vej fra idé til drift for danske SMV’er og gør det lettere at udbrede dokumenteret grøn teknologi i hele landet. Projektet gennemføres i et virksomhedsledet konsortium med forsyninger, virksomheder og videninstitutioner, og resultaterne gøres anvendelige gennem standarder, værktøjer og en skalerbar model, der kan eksporteres.